LØKKEN: Historie i fire dele om redningsaktioner/strandinger (4:4)

I 10-året 1895 – 1905, hvor der ikke forekom andre strandinger, nævnes 13 redningsaktioner med i alt 20 både involveret. Også i de følgende år er redningsbåden ude mange gange for at hjælpe fiskerne i land. Redningsaktioner før 1925 er som nævnt oplyst efter Eisenreichs bog og bygger antageligt på indberetninger til redningsvæsenet. Aktioner efter 1925 er oplyst på grundlag af tavlen i redningshuset. Efter den var der kun tale om 5 aktioner, hvor fiskerbåde var anledningen. Listen er ikke komplet. Bådene var i den periode blevet mere søgående, de havde fået motor og de største havde fået dæk i bådene, det gjorde dem mere sødygtige.

Løkken redningsstation har haft en del store skikkelser i redningsvæsenets historie. Opsynsmand Henning Nicolai Forsberg deltog 5 gange med redningsbåden og 1 gang med raketapparatet. 134 skibbrudne blev reddet, han blev æret som Dannebrogsmand – ridder af Dannebrog og endte som etatsråd. Christian Nielsen Thise 24 redningsaktioner med redningsbåden og 1 med raketapparatet hvorved 184 skibbrudne rededes. Blev dekoreret med fortjenstmedalje i sølv – Redningsvæsenets fortjenstmedalje og en Engelsk sølvmedalje. Niels Christian Mortensen deltog 20 gange med redningsbåden og 1 gang med raketapparat i redning af 146 skibbrudne, blev dekoreret med fortjenstmedaljen i sølv og den Engelske redningsmedalje. Thomas Peter Thomsen deltog 42 gange med redningsbåden i redning af 210 personer, blev dekoreret med Dannebrogsmændenes hæderstegn – Redningsvæsenets jubilæumsmedalje og den Engelske redningsmedalje. Niels Michelsen deltog i 38 aktioner med redningsbåden hvorved 199 personer blev reddet, blev dekoreret med Dannebrogsmændenes hæderstegn – jubilæumsmedaljen og den Engelske redningsmedalje. Carl Jensen Sand var i redningsvæsenet i 46 år, deltog i 47 redningsaktioner hvorved 275 mennesker reddedes, blev dekoreret med Dannebrogsmændenes hæderstegn – fortjenstmedaljen i sølv og Redningsvæsenets jubilæumsmedalje. Jens Vilhelm Rommedahl deltog i 32 aktioner med redningsbåden hvorved 152 personer reddedes, blev dekoreret med Dannebrogsmændenes hæderstegn.

Fra 1852 til 1925 var det samlede antal aktioner i perioden 70 og det totale antal reddede mennesker ved aktionerne var 378. Løkken var en af de redningsstationer ved Vestkysten, der hyppigst var i aktion.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...