Fredag den 27. december var det 119 år siden, at Rubjerg Knude Fyr blev tændt for første gang, og siden 2007 er fødselsdagen blevet markeret på selve dagen 3. juledag med en frisk vandretur gennem klitlandskabet til Fyret med efterfølgende varm suppe i en klitgryde. Det er naturvejleder ved Vendsyssel Historiske Museum Jakob Kofoed, der er initiativtager til de spændende fødselsdagsture. Sidste år var Jakob Kofoed dog lidt bekymret for, om det også i fremtiden ville blive muligt med disse traditionsrige fødselsdagsture, da der på det tidspunkt ikke var taget endelig stilling til fyrets fremtid. Skulle fyret nedtages inden det faldt i havet, eller skulle det flyttes længere ind på Knuden.

Det sidste blev resultatet, og flytningen i efteråret gik heldigvis godt, så fødselsdagen kunne markeres på fyrets nye placering 70 meter længere inde på Knuden.

I flot decembervejr med sol fra en skyfri himmel samledes omkring 200 på parkeringspladsen. De ville med på denne første tur til den nye placering. Jakob Kofoed var noget overrasket over den store tilstrømning. Derfor forberedte han de mange deltagere på, at det nok kun blev til en lille smagsprøve på den varme suppe, der skulle nydes efter den friske vandring til Fyret og det omkringliggende klitlandskab.

Ved Rubjerg Knude Fyr fortalte Jakob Kofoed om sandflugten og fyrets historie, inden deltagerne vandrede gennem det smukke, men stærk forblæste klitlandskab tilbage til Fyret, hvor der foruden suppe også var hyrdesang af Liv Vester Larsen.

Den 27. december år 1900 blev Rubjerg Knude Fyr tændt for første gang. Det blev bygget for at hjælpe søfarende i området på vej, for området var et meget farligt og frygtet sted at strande. I 1920’erne begyndte sandet og havet at æde sig ind på fyret. Man forsøgte at dæmpe sandflugten, men klitterne fortsatte deres vandring gennem landskabet. I gennemsnit vandrer klitterne otte til ti meter hvert år.

I 1968 blev det derfor besluttet at opgive fyret. Herefter stod bygningerne tomme indtil 1980, hvor Vendsyssel Historiske Museum åbnede en udstilling for sand og sandflugt. Udstillingen måtte opgives i 2002, og ironisk nok var det sandflugten, der gjorde det umuligt for Vendsyssel Historiske Museum at opretholde driften af Sandflugtsudstillingen, som i stedet blev flyttet til Strandfogedgården. Da Vendsyssel Historiske Museum ikke har ønsket at forlænge lejemålet af Strandfogedgården, er Sandflugtsudstillingen blevet nedtaget med udgangen af 2019.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...