Den sidste nye spillefilm af Michael Wikke og Steen Rasmussen hedder ”Gooseboy” - den lokale gås Fine medvirker

LØKKEN: Til efteråret kan børn og barnlige sjæle opleve den sidste nye spillefilm af Michael Wikke og Steen Rasmussen. Den hedder ”Gooseboy” med drengen Viggo og gåsen ”Nissemand” fra Cirkusgården ved Løkken i hovedrollerne.

Vi følger drengen Viggo, der lever og ånder for spilverdenen. En dag ændres hans liv dog brat, da en gås crash-lander på altanen, og det ovenikøbet viser sig, at gåsen kan tale! Gåsen er desperat for at indhente sin flok, men den har brækket vingen, så Viggo må træde i karakter og hjælpe sin nye ven. Sammen kommer de på en forunderlig og farverig rejse, der viser sig være langt mere krævende, end Viggo nogensinde havde kunnet forestille sig.

I rollen som Viggo er Thomas Ravn, der tidligere har medvirket i ”Kolonien” på DR Ultra, mens gåsen Nissemand bliver spillet af gåsen Fine fra Cirkusgården. Derudover tæller rollelisten Szhirley, Frida Luna Roswall Mattsson, Nicolas Bro, Søren Malling, Rasmus Bjerg, Dario Campeotto og Caroline Henderson samt bandet Humørekspressen.

”Gooseboy” har biografpremiere torsdag den 3. oktober. Filmen er produceret af Julie Rix Bomholt for SF Studios Production i samarbejde med Græsted Film & Fjernsyn og har blandt andet modtaget støtte fra Det Danske Filminstituts Markedsordning og DR.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...