LØNSTRUP: En flok ældre ledere med navnet Vendelbo Veteranerne under Det Danske Spejderkorps Vendelbo Division havde lørdag den 19. januar et stort spejderarrangement i Lønstrup.

- Arrangementet er en gammel tradition i den tredje weekend i januar, og værtskabet går på skift mellem byerne i Vendsyssel og er åbent for seniorspejdere fra 16 til 22 år samt for ledere og hjælpere i grupperne i området, oplyser John Kold fra veteranerne.

I år var der i alt 65 aktive ude at deltage fordelt på 13 ”skibsbesætninger”, og desuden var der 30 personer med til at få det hele til at glide. Overskriften for arrangementet i år var ”En stranding på 3. revle” og alle opgaver knyttede sig til dette emne.

- Vi startede med rundstykker og kaffe i Lønstrup Redningshus. Her skulle der fremstilles redningsreb, holdene blev fotograferet i kysttøj anno 1900, og de modtog telefonisk en alarmering om en stranding ved Købmanden ved Harrerenden, fortæller John Kold.

Der var 10 opgaveposter, herunder fremstilling af raketapparat, redning af søfolk, førstehjælp, signalering og fremstilling af bådmandsstol med afprøvning.

Arrangementet blev sluttet af på Tornby Skole med blandt andet præmieoverrækkelse til bedste hold. Vindere hod de unge blev S/S Dallerhøj fra Dannerhøj Gruppe. Vinder hos ledere blev S/S Nordlys.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...