Arkitekt MAA og tidligere byplanchef i Hjørring Kommune Helle Lassen har modtaget æresbevisningen Genius for sit mangeårige engagement

HJØRRING: Arkitekt MAA og tidligere byplanchef i Hjørring Kommune Helle Lassen har modtaget æresbevisningen Genius for sit mangeårige engagement i faget og foreningsarbejdet.

Det oplyser Arkitektforeningen på sin hjemmeside.

Arkitektforeningens æresbevisning Genius tildeles personer, der i særlig grad har bidraget til foreningens formål, nemlig at fremme kvaliteten i planlægningen og udformningen af vore omgivelser og at agere ud fra et helhedssyn til fremme af arkitektonisk kvalitet.

- Det har arkitekt MAA og byplanlægger Helle Lassen i den grad gjort gennem sit mangeårige virke som planchef i Hjørring og som engageret medlem af foreningen. Derfor var det en stor fornøjelse for Arkitektforeningens formand, Johnny Svendborg, at overdrage diplomet.

I begrundelsen skriver Johnny Svendborg:

”Med en halv menneskealders erfaring som byplanlægger har Helle Lassen sat sit præg på store og vigtige arkitektoniske forandringer i Danmark. Med et sikkert blik for helhederne, med sans for detaljen, med kløgten til at gennemskue sammenhængene og sin uforlignelige evne til at kommunikere, formidle, forhandle og forstå vejene til opnåelse af den højeste arkitektoniske kvalitet hædres Helle Lassen med æresbevisningen Genius. Helle Lassen er en forbilledlig arkitekt. Hun besidder et overblik og en særlig evne til – sammen med andre – at skabe arkitektoniske resultater, der rækker udover det enkelte byggeri, rækker ud over sit sted og sin tid. Resultater af blivende kvalitet for de mange som dagligt bevæger sig i og gennem byrum, landskaber og bygninger som Helle Lassen på indsigtsfuld, indlevet vis har været medskaber af”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...