RUBJERG: - Geologien ved Rubjerg Knude er meget spændende og derfor er stedet også udpeget til et Internationalt Geosite. Søndag 22. september er det muligt at få kendskab til geologien på stedet, fortæller naturvejleder Jakob Kofoed.

På Geologiens Dag kan man få svarene på spørgsmålene: Hvor kommer sandet fra? Hvor er sandet på vej hen? Bliver der mere sand? Står fyret på sikker grund?

Om formiddagen fra kl. 10 - 12 er der lavet en lille udstilling hvor der med hjælp fra billeder og kortmateriale fortælles om forholdene. Om eftermiddagen kl. 13-15 er der en tur i området gennem den spændende natur og ad Grønne Rende ned på stranden, hvor geologien præsenteres. Her er det også stadig mulighed for at se fyret stå på den yderste kant, inden det flyttes. Denne tur kræver godt bentøj og der opkræves også betaling.

Alle er velkommen - man mødes på P-pladsen ved Fyrvejen, hvor man kan følge skiltene. Startsted er ved sandkanten nær fyret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...