VBI håndbold giver bolden op til total-håndbold, mini-håndbold, five-a-side, familiedyst og den store skudkonkurrence med fede præmiere

VRÅ: Lørdag den 11. januar 2020 kommer til at stå i håndboldens tegn, når hele Håndbolddanmark og VBI Håndbold inviterer til Håndboldens Dag i Idrætscenter Vendsyssel.

Håndbold er meget mere end tekniske skruebolde, angrebsåbninger og hårde tacklinger. Det er fællesskab, godt humør og ikke mindst knaldgod motion.

Dét budskab bliver der fyret op under til håndboldens store udstillingsvindue, Håndboldens Dag, den 11. januar 2020. Håndboldens Dag er et initiativ, som skal vise håndbolden frem for dem, der er interesserede i en sjov, hyggelig og uformel sportsgren, hvor alle kan være med.

VBI Håndbold er også med på den nationale åbent hus-dag, så grib bolden og kom forbi hallerne i Idrætscenter Vendsyssel i tidsrummet 10-13.

På Håndboldens Dag kan du blandt andet prøve at spille med bløde håndbolde, der ikke kræver harpiks for at ligge godt i hånden, total håndbold, mini håndbold, five-a-side, familiedyst og den store skudkonkurrence med fede præmiere fra bl.a. Stena Line og Billetter til EM i Herrehåndbold.

Om Håndboldens Dag Håndboldens Dag er et initiativ under ’Bevæg dig for livet – Håndbold’ i samarbejde mellem Dansk Håndbold Forbund, DIF, DGI og med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Håndboldens Dag havde premiere den 5. januar 2019 med 144 arrangementer og 11.600 deltagere på dagen. Hundredevis af dem fik øjnene op for håndbolden efter at have prøvet kræfter med Håndboldfitness, Five-a-side og andre gode håndboldtilbud med motion i fokus.

Læs mere om Håndboldens Dag på www.bevægdigforlivet.dk/håndboldensdag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...