Legatoverrækkelsen foregik på politistationen i Hjørring - 30 lokale foreninger havde søgt om et legat til ungdomsarbejdet

HJØRRING: Grundlovsløbet i Hjørring 2019 gav igen et overskud. Og pengene kommer traditionen tro det lokale foreningsliv til gavn og glæde. Fire klubber modtog torsdag eftermiddag hver 7000 kroner til ungdomsarbejdet i deres forening.

Bag Grundlovsløbet i Hjørring står Hjørring Politi, Spar Nord og Nordjyske Medier.

Over 30 foreninger havde søgt om at få del i puljen, og modtagerne af årets legater blev Rytmisk Pigekor, Vi ruller Hjørring, Hjørring Judoklub og PV Sport 81 fra Poulstrup.

Legaterne blev uddelt af løbsleder Gitte Gotfredsen fra Hjørring Politi, og repræsentanter fra de respektive foreninger fik mulighed for at fortælle, hvad pengene skal bruges til.

Sofie og Frederikke repræsenterede Rytmisk Pigekor, der favner aldersgruppen 13 til 21 år.

- Vi skaber og synger rytmisk musik. Vores mål er at udvikle koret og korsangerne individuelt og at skabe fællesskab. Pengene skal bruges til at bygge videre på det fundament, som vi har skabt de seneste tre år, fortalte de.

PV Sport 81 vil bruge pengene på ungdomsarbejdet i lokalsamfundet.

- For os handler det om at få de unge mennesker involveret og ud at røre sig. Og vi er meget åbne for nye ideer.

Rullesportsklubben Vi Ruller Hjørring tæller 100 medlemmer, og etablerede for to år siden børnehold.

- Nu har vi mange dygtige børn, der løber. Pengene skal bruges til vores ungdomsarbejde, oplyste klubbens repræsentanter og tilføjede, at nogle af pengene skal bruges til indkøb af skøjter.

Hjørring Judoklub træner i Buen i Hjørring.

- Vi trænger til nye måtter i klubben, så vi kan falde lide bedre, når vi kaster, lød det fra klubbens repræsentanter.

Deltagerne i legatuddelingen fik en plus-oplevelse, idet de blev vist rundt på politistationen og fik mulighed for at tjekke en patruljevogn.

Næste år kan Grundlovsløbet fejre 35 års jubilæum, og deltagerne vil til den tid opleve en ny version af løbet, idet Hjørrings midtby til den tid gennemgår en kraftig forvandlingsproces.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...