I første omgang havde skolen været nødsaget til at aflyse den på grund af dårlig økonomi,

LØKKEN: Torsdag før vinterferien var der skolefest på Løkken Skole. I første omgang havde skolen været nødsaget til at aflyse den på grund af dårlig økonomi, og det gav genlyd i byen. Samtidig med skolens udmelding om aflysning var der bestyrelsesmøde i GVL, og her blev der truffet en hurtig beslutning om at støtte en gennemførelse af skolefesten rent økonomisk.

Denne håndsrækning blev den afgørende faktor for, at skolen her i februar umiddelbart inden vinterferien alligevel kunne tilbyde eleverne og medarbejderne en skolefest.

- Skolen er dybt taknemmelig for den store opbakning moralsk og ikke mindst økonomisk, som vi har mødt i denne sammenhæng. Den ligger helt i tråd med det flotte samarbejde, som vi alle oplever for tiden, i byen. Når vi i fællesskab kan se noget værdifuldt, som vi ønsker at fastholde eller udvikle, så finder vi sammen og får lavet en løsning, så tingene kan lade sig gøre. Det lover rigtig godt for et fremtidigt tæt samarbejde om at udvikle vores by til alles gavn, udtaler skoleleder Arne Dørup i en meddelelse fra skolen.

Som sædvanlig var skolefesten delt op i faser. I indskolingen var der bl.a. tøndeslagning i gymnastiksalen og masser af hygge i Myretuen med danse, fællesspisning og ikke mindst lange køer ved slikboden. Det blev i sandhed de røde kinders aften, og det var en fornøjelse at opleve glæden og sammenholdet mellem børnene denne aften. Medarbejderne var som sædvanlig udklædte, og området var pyntet flot op til rigtig fest.

På mellemtrinnet var der fællesspisning for hele teamet i det store lokale, hvor skydedøren var åbnet, så der var plads til alle. Et mørkelagt lokale med dans til høj musik var populært sammen med 4. klasses aktivitetsrum, hvor man bl.a. kunne skyde balloner ned og vælte dåser med lærernes billeder påklisteret. Der blev danset og sunget igennem, og humøret var rigtig højt over hele linjen.

I udskolingen var der igen i år mulighed for at klæde sig pænt på og deltage i fællesspisning i aulaen, der var pyntet fint op til lejligheden. Forskellige typer konkurrencer og kåringer fandt sted, og der var desuden danselokale og spillelokale. Især var det en fornøjelse at opleve, at dansen omfattede næsten alle deltagerne, der hyggede sig med kropslig udfoldelse.

Forinden havde alle teams i fællesskab brugt tid på at forberede pyntning af lokalerne, og dagen efter blev der hurtigt ryddet op i fællesskab - og smagt på madresterne fra gårsdagens fest. Det har været nogle dage, hvor trivsel og dannelse har været i centrum, og der er ingen tvivl om, at de i forvejen rigtig gode relationer mellem eleverne indbyrdes på tværs af fasen og i forhold til medarbejdere blev styrket.

- I tilbageblik er vi stolte over vores børn og unge på skolen. Som skoleleder var jeg også stolt og glad over at se engagerede medarbejdere med fingeren på pulsen i forhold til at sætte de helt rigtige rammer om en fantastisk skolefest for alle. Det giver os et dejligt grundlag at holde en velfortjent vinterferie på, og ikke mindst efterlader det os med en optimisme i forhold til fremtiden for både skole og lokalsamfund. Så tak til alle, der medvirkede til at gøre denne skolefest til en kæmpe succes, slutter Arne Dørup sin meddelelse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...