KOMMUNEN: Hjørrings mange-årige danske mester i motorsportsklassen Seven Racing, Steffen Lindgren Hansen, glæder sig sammen med holdet bag Team Lindgren til søndag 6. september.

Her kalder Ring Djursland til det første løb i et år præget af Corona-situationen.

- Det bliver en meget anderledes og kort sæson, hvor vi indtil videre kun ved, at vi skal køre 6. september.

- Det bliver uden tilskuere og med mange restriktioner for at undgå at sprede smitte.

- Normalt ville vi træne og køre løb over en hel weekend, men denne gang bliver det kun en enkelt dag med to heat.

- Vi håber på to løb mere i september på henholdsvis Padborg Park og Ring Djursland, fortæller Steffen Lindgren Hansen.

Steffen Lindgren Hansen blev dansk mester seks år i træk fra 2013 – 2018 samt skandinavisk mester i 2017 og 2018.

I 2019 deltog Team-Lindgren ikke i alle løb og opnåede alligevel en flot andenplads blot tre point efter den danske mester Carsten Lauridsen.

I kampen om det skandinaviske mesterskab blev det til en tredjeplads.

Racing-teamet, der deltager i Seven Racing, er kører Steffen Lindgren Hansen, mens service-teamet udgøres af brødrene Ivan Lindgren Hansen og Per Lindgren Hansen.

- Vi håber at komme til at køre flere løb og satser stærkt på en normal sæson i 2021, hvor vi også får brug for flere sponsorer, der kan være med til at sikre flere mesterskaber til Hjørring, siger Ivan Lindgren Hansen fra familie-teamet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...