LØKKEN: ”Det lyser af daad langs Danmarks strand.

Thi rejste vi sten i klittens sand.

Sømænd til hæder og dem; der for

I brænding og braad for en nødstedt bror”.

- Sådan lyder inskriptionen på mindestenen på Sdr. Strandvej i Løkken. Nogle husker stadig beretningen om den tragiske ulykke der skete d. 9. juni 1929. Nogle husker den, fordi de har læst om den, andre fordi de både har læst om den og fået den fortalt af bedsteforældre og forældre, der som børn selv oplevede den på nærmeste hold, fortæller formanden for Løkken Redningshus Mariann Andersen.

Den tragiske ulykke skete, da redningsbåden, der var gået ud for at assistere to fiskerbåde, kæntrede. Der var tolv mand om bord, 9 blev reddet men 3 druknede.

Beretningen om tragedien er samtidig en beretning om redningsmænds og fiskeres mod og den selvfølgelighed, hvormed de kom deres nødstedte kammerater til hjælp.

Løkken Redningshus har valgt at markere dagen Pinsedag den 9.juni 2019 med en sammenkomst ved mindestenen på Sdr. Strandvej kl. 11.00. Alle er velkomne

Der vil blive holdt tale, nedlagt krans og oplæst et digt. Efterfølgende er Løkken Redningshus vært ved et glas vin henne ved Redningshuset, slutter formanden for Løkken Redningshus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...