KulturHus Løkken fortsætter med foredrag fra Århus Universitet som livestreamer til storskærm

LØKKEN: KulturHus Løkken fortsætter med de spændende foredrag fra Århus Universitet som livestreamer til storskærm på lærerværelset på Løkken skole, Studievej 10. Næste livestreaming er tirsdag den 26. november kl. 18.45, og som altid er det gratis at deltage.

Forelæser: lektor i analyse- og atmosfærekemi Marianne Glasius, Institut for Kemi, Aarhus Universitet og professor i miljømedicin Torben Sigsgaard, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Sprog: dansk.

Luft er ikke det rene luft. Skadelige partikler og gasser i atmosfæren påvirker vores helbred og gør mange syge. Hør en kemiker og en læge fortælle om kilder til luftforurening og hvordan forskellige stoffer indvirker på vores miljø, klima og helbred.

Hvert år dør omkring 3.000 mennesker i Danmark for tidligt, og endnu flere bliver syge og indlagt på hospitaler, på grund af luftforurening. Luftforurening kan føre til sygdomme i luftveje og hjerte- karsygdomme. Men nyere forskning tyder nu også på at luftforurening også påvirker forekomsten af andre af de store folkesygdomme – herunder diabetes og Alzheimers.

Forskerne kan spore kilderne til partikelforurening med avancerede kemiske analyser af molekylære sporstoffer. Når vi brænder træ og planter, omdannes eksempelvis cellulose til sukkerstoffer som bliver en del af partiklerne i røgen. Sådanne specifikke stoffer anvender forskerne til at spore kilder til forurening af luften – selv i fjerne arktiske områder.

Men hvad er egentligt de vigtigste kilder til luftforurening med partikler både lokalt og globalt? Hvilke effekter har de på miljøet, klimaet og vores helbred? Og hvordan påvirker klimaforandringer luftforureningen i fremtiden? Få svarene fra en kemiker og en læge der forsker i luftforurening og hvordan den påvirker vores sundhed?

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...