Borgmester afslørede mindeplade for Kirsten og Knud Holst

LØKKEN: Det var Hjørring Kommunes borgmester Arne Boelt som havde fornøjelsen af at afsløre en mindeplade for forfatterparret Kirsten og Knud Holst på ejendommen Sdr. Strandvej 3 i Løkken, hvor parret boede i deres yngre år fra 1959 til 1965.

Arne Boelt udtrykte glæde og tilfredshed over initiativet, som helt givet er noget som især turister sætter pris på at opleve.

- Og husk så lige at sørge for, at personale i butikker og restauranter bliver sat ind i historien, så de kan svare, hvis gæsterne spørger til denne og andre seværdigheder i byen, tilføjede borgmesteren. Han understregede, at det er god service, når også det unge sæsonpersonale kan fortælle de små gode lokale historier.

Formanden for Løkken.dk Stefan Karlborg indledte arrangementet med at fortælle kort om familiens forfatterskaber. Efter afsløringen mødtes gæsterne på turistbureauet, hvor der blev budt på et glas vin.

Det er Løkken Litteratur- og Kulturhistorisk Forening som arbejder med at opsætte mindeplader for kunstnere, som har betydet noget for byen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...