Apriludstillingen i Kunstbygningen i Vrå for 44. gang - med sorg har sammenslutningen måtte sige farvel til to af de faste medlemmer

VRÅ: Siden 1976 har Kunstnersammenslutningen Apriludstillingen hvert år inviteret publikum indenfor i Kunstsalen på Vrå Højskole i påskedagene - således også i år til den 44. ophængning.

Skærtorsdag 18. april kl. 13-17 slås dørene op for såvel trofaste venner af Apriludstillingen som alle andre med interesse for hvad der rører sig på den professionelle nordjyske kunstscene.

Et fælles træk for gruppens medlemmer er en forankring i naturen og en fascination og nysgerrighed overfor dens mangfoldighed. Med sine følsomme skildringer og undersøgelse af relationer mellem mennesker tilfører Apriludstillingens nyeste medlem Luise Faurholt nye dimensioner til dette tema.

På dette års udstilling vises både maleri, keramik, grafik samt værker med karakter af installation udført af gruppens ni faste medlemmer samt seks gæsteudstillere. Ligeledes vil Maria Leer efter nogle års pause atter være repræsenteret.

Endvidere er Apriludstillingen glade og stolte over, at seks indbudte gæsteudstillere har prioriteret at deltage i årets udstilling. Det er et stærkt felt af interessante billedkunstnere, man som publikum vil kunne opleve. Eksempelvis har den keramiske billedkunstner Christine Urfe Bendt fået tildelt Statens Kunstfonds talentudviklingslegat ”Talent 2018”, og de øvrige gæster Else Ploug Isaksen, Berit Jansson, Peter Max-Jakobsen, Ann-Dorte Nielsen og Steen Rasmussen har gjort sig bemærket i både ind-og udland.

Ved ferniseringen skærtorsdag åbnes udstillingen af forfatter Jørgen Børglum Larsen. Jazzduoen Steen Hedegaard & Poul Jørgensen vil spille på henholdsvis flygel og kontrabas.

Sammenslutningens faste medlemmer består af Asbjørn K. Jensen, Dorte Visby, Jette Wistoft Noyes, Lene Palm Larsen, Lisbeth Fast Gjørtz, Luise Faurholt, Maria Leer, Niels Johan Knøss (udstiller ikke i år) og Pia Birkholm.

Med sorg har Apriludstillingen måtte sige farvel til de to mangeårige medlemmer Birte Ohsten og Leif Lemmiche, der begge døde i februar 2019.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...