Revyen i år er aflyst, men man satser på at komme stærkt tilbage næste år

VRÅ: Dette års Vrå-revy er aflyst oplyser Vrå Amatørteater.

- Det er efter moden overvejelse, - og ikke uden vemod, at vi i bestyrelsen for Vrå Amatørteater har besluttet, at der ikke bliver revy i 2020, siger Lisbeth Bak, formand for Vrå amatørteaters bestyrelse.

At salen ikke kan fyldes helt er medvirkende til, at revyen ikke bliver til noget i år.

- Coronakrisen er ved at klinge af, og samfundet åbnet mere og mere op. Håndsprit og ekstra rengøring er udfordringer vi kan håndtere, men det gældende afstandskrav vil betyde, at vi kun kan fylde salen halvt. Vrå revyen er et sted, hvor ” vi kommer hinanden ved”, og hvor mennesker kommer tæt på hinanden,- og uden det element, er det ligesom ikke en ægte Vrå Revy, siger Lisbeth Bak.

Man er også bange for, at et lokalt udbrud kan komme midt i forberedelserne, så man ikke ville kunne gennemføre alligevel.

Vrå Amatørteater aflyser derfor i år, men forventer at komme stærkt tilbage næste år.

- Vi satser benhårdt på at komme stærkt igen næste år, og der vil vi gi’ den hele armen med en festlig og fornøjelig Vrå-jubilæumsrevy i 2021, og det samme gælder børneforestillingen i februar 2021, siger Lisbeth Bak

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...