Traditionen tro landede julemanden på stranden i Løkken

LØKKEN: Som sædvanligt havde besætningen på LN 49 Stjernen taget bestik af Nordsøens urolige bølger, da de skulle hente Julemanden på Grønland. Så da alle børn og voksne kom til stranden i Løkken for at modtage ham, var Stjernen for længst landet og lå trygt i sandet, og Julemanden havde lagt sig til at sove.

Derfor måtte formand for Løkken.dk, Stefan Karlborg, have hjælp af børnene til at råbe så højt, at Julemanden vågnede og dukkede op fra lastrummet.

Men så var han også klar med sin store sæk. Julemanden og børnene kom op i AC Mejerimaskiners veteranlastbil, og så gik det mod Torvet, hvor Julemanden tændte lysene på det store juletræ.

Derefter sang Bolchefruen for på julesangene, og alle dansede om juletræet. Siden var der slikposer til børnene sponsoreret af Super Brugsen Løkken.

Hele eftermiddagen var der liv på Torvet. De nye badehusboder var stillet op, hvor der blev solgt lækkerier og julespecialiteter samt serveret varm risengrød og juleglögg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...