VEJBY: Tirsdag den 18. december synges julen ind i Vejby kirke. Det er kl. 19.00 og IKKE kl. 17.30, som det fejlagtigt er angivet i det seneste Kirke- og sogneblad.

Det må være julenissens fætter sætternissen, der her har været på spil, eller var det mon drillenissen?

Det er en gammel tradition, at julen synges ind i vore kirker. Det er nok ikke så meget for at gøre opmærksomhed på, at julen er nært forestående, for i dagens Danmark skal man nok bo ret isoleret for ikke at blive mindet om det. Men det kan være en kærkommen stund til at finde fred og ro i sig selv og finde ind til, hvad julen egentlig står for ud over juleudsmykning, gaveræs m.m. For tiden skrives der så meget om, at stress er blevet en folkesygdom. At komme ind i Guds hus og høre og synge de gamle julesalmer må være en god måde at stresse af på, inden de sidste manglende gaveindkøb foretages, og steg og and tages op af fryseren.

Bistrupkoret under ledelse af organist Peter Emil Ryom medvirker i Vejby kirke, og efterfølgende serverer menighedsrådet sild og æbleskiver i Vejby gl. Skole.

HJ

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...