Sognepræster: - Mærkelig trist, at gå en påske i møde uden gudstjenester og fællesskab

LØKKEN: Kirkerne og sognegården i Løkken Storpastorat er desværre stadig lukkede til efter påske.

- Det er mærkelig trist, at gå en påske i møde uden gudstjenester og fællesskab, bemærker sognepræsterne Lise Nedergaard og Jens-Anders Djernes.

Mens vi venter, er der trøst og håb at hente i radioen og på TV, og mange har allerede udtrykt stor glæde ved alt kunne høre morgenandagt fra København Domkirke på P2 kl. 8.05, ligesom der hver søn- og helligdag sendes gudstjeneste kl. 10.00 på P1.

Der er normalt også TV-gudstjenester på søndage kl. 12.55 på DR2.

- Det er indtrykket, at rigtig mange også deler et fællesskab med Phillip Fabers morgensang hver dag kl. lidt over 9.00, i weekenden lidt over 10.00, siger sognepræsterne i Løkken Storpastorat.

Kirkernes hjemmeside www.loekkenkirke.dk vil jævnligt blive opdateret om bl.a. aflysninger, men også om tid og sted for radio- og TV gudstjenester m.v. Under ”børn og unge” vil man også kunne finde forslag til aktiviteter fra Folkekirkens Skoletjeneste, der kan laves derhjemme.

Begge præster træffes alle dage, Lise Nedergaard tlf. 3071 0550; Jens-Anders Djernes tlf. 23410184.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...