Vidensfestival varer en uge og afvikles for andet år i træk - startskuddet lyder lørdag 21. september

KOMMUNEN: Hjørring Kommune vil i uge 39 åbne dørene til en række kommunale institutioner, invitere til foredrag og aktiviteter. Formålet med arrangementet er ikke kun at udbrede viden om demens, men også oplyse om de mange muligheder der er for at leve et trygt og aktivt liv med demens.

- Vidensfestivalen giver borgere med demens samt deres pårørende en mulighed for at lære mere om hvordan man opnår den bedste livskvalitet - hvad end det er gennem kommunale- og foreningstilbud eller blot ved at blive oplyst, lyder det fra en af arrangørerne, Dorthe Rueskov Andersen i en pressemeddelelse fra Hjørring Kommune..

Vidensfestivalen starter på Alzheimers foreningens Huskedag den 21. september 2019 og har i år et særligt fokus på det at være pårørende. I seks af kommunens største byer; Hjørring, Hirtshals, Sindal, Vrå, Tårs og Løkken vil der stå medarbejdere klar til at give råd og vejlede om demens og de kommunale tilbud samt fortælle mere om, hvad ugen byder på.

I løbet af ugen vil interesserede blandt andet kunne høre foredrag fra tidligere sygehuspræst, Ruth Østergaard Poulsen, besøge kommunens demensby, komme i biografen til en særforestilling, høre fortællinger fra pårørende og meget mere.

Læs mere og se programmet på www.vidensfestival-demens.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...