RUBJERG: Søndag den 10. marts kl. 16.00 er der koncert i Rubjerg kirke med Janne Mark.

Janne Mark har etableret sig som en af de mest overbevisende salmedigtere og komponister i sin generation i Danmark og i udlandet.

Musikalsk befinder hun sig på et spor imellem sangskrivning, salmer, jazz og nordisk folketone.

En baggrund i det danske sanger-sangskrivermiljø sideløbende med arbejdet som sanger og musikudvikler i Brorsons Kirke på Nørrebro i København har gjort hende i stand til at skabe en ny salmestil, hvor omdrejningspunktet er det fællessangbare.

I 2013 udgav hun sit første danske salmealbum ”Salmer fra Broen” efterfulgt af ”Pilgrim” i 2018.

Ved koncerten i Rubjerg kirke medvirker pianisten Henrik Gunde Pedersen og bassisten Morten Lundsbye. Rubjerg Knude Koret medvirker også på nogle af numrene, og undervejs vil der være fællessang. Alt sammen på Janne Marks iørefaldende og velklingende melodier.

Alle er velkomne - der er fri entré.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...