POPS’ sange er skrevet af Peter Haandsbæk, der er præst i Klim Valgmenighed

VRÅ: Fredag den 15. november kl 19.30 er der koncert på Uhrenholts Gård med bandet POPS fra Thy.

POPS udgav sit første album ”Living on the edge” for to år siden, 10 sange med kant som blev spottet af engelske BBC radio, og spillet en del der.

Gruppen har siden givet en række koncerter – indtil nu dog kun i Danmark, men er i øjeblikket ved at færdiggøre et nyt album af sange, der skal udgives til foråret.

Ved koncerten på Uhrenholts Gård vil POPS spille to afdelinger, først en kortere akustisk, hvor der fortælles lidt mellem sangene og derefter en lidt længere elektrisk del. Og bandet hænger i den grad sammen.

POPS’ sange er skrevet af Peter Haandsbæk, der er præst i Klim Valgmenighed og også har prædiket i Vrå Valgmenighed flere gange.

Det er dog ikke salmer, der er på programmet ved koncerten med POPS, men derimod sange om tilværelsens underfundighed, og flere af det kommende albums sange præsenteres også. Og man hører tydeligt, at Peter er Beatels-fan

Peter er sanger og bassist og bringer med sig på scenen, Mikael Bertelsen, sang og guitar, Nicklas Stig Jensen, sang og guitar og Kristian Lorenzen, trommer og sang.

POPS’ sange er meget iørefaldende med britiske overtoner og flerstemmig sang.

En aften med et fedt band, en aften med velspillet musik med mening – en aften i gode rammer – i godt selskab – og godt øl i hanen….og 3 halve, halvhøje håndmadder midtvejs, lyder det lokkende fra arrangøren.

Dørene åbnes til det gamle kornloft kl. 19.

LL

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...