LØKKEN: Det var et talstærkt og interesseret publikum der mødte op til foredrag med den tidligere Løkkendreng kriminalbetjent Orla Aagaard der fortalte om sit liv og sin vej ind i politiet, og de mange spændende sager som han har stået i spidsen for.

Orla Aagaard er født og opvokset i og omkring Løkken, og har gået på Løkken centralskole, - Så det er som at "komme hjem" og fortælle om karrieren, sagde han.

Orlas far var Poul Aagaard som passede spillet til fiskerbådene i nogle år, hvorefter han blev graver og kordegn i Løkken, indtil han gik på pension.

Foredraget handlede om Orla Aagaards politimæssige baggrund, hvoraf det meste af tiden er gået med at være efterforsker. Derfor har han været heldig at være med til at efterforske og opklare flere spektakulære sager, som ofte har fanget pressens bevågenhed. Af de sager, som han fortalte om, var blandt andre drabet på Bullshitrockeren Henning Norbert Knudsen, som han kendte personligt.

Connevski-sagen og Blekingegade-sagen var han involveret i opklaringen af. Det hidtil største skunklaboratorium i Danmark år 2010 i Galten ved Skanderborg, Skovbydrabet og drabet på Brian Christoffersen, en mand, der ville være mafiaboss i Skanderborg, men som blev brutalt overfaldet i sit hjem.

Der ud over fortalte han med nordjysk lune småhistorier fra dagligdagen som politibetjent/landbetjent i en landsby nord for Skanderborg/Horsens.

Aktuelt lagde Orla Aagaard vægt på, at budskabet om at passe på it kriminalitet skal ud. Han anbefalede at søge råd og vejledning hos "Rådet for digital sikkerhed" og i Seks gode råd til en it-sikker hverdag på borger.dk. Desuden kan man downloade appen "Mit digitale selvforsvar" og få gode råd og advarsler om aktuelle it-trusler.

Næste arrangement i Kulturhus Løkken bliver 5. november med Anders Bircow på sin helt egen line. Der er stadig lidt billetter at få.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...