Kommer med i Top3 for sin formidlingsindsats

KOMMUNEN: Sidste år lykkedes det Vendsyssel Kunstmuseum at tage foreningen Museumsformidlere i Danmarks Formidlerpris hjem sammen med resten af Kulturarv Nord. For andet år i træk opnåede Vendsyssel Kunstmuseum en plads i finalen ved den netop afholdte uddeling.

Formidlerprisen uddeles af foreningen Museumsformidlere i Danmark (MiD), som ønsker at bringe de bedste museumsformidlingsprojekter frem i lyset. MiDs Formidlerpris gives til et særligt inspirerende og vellykket museumsformidlingsprojekt.

Ud af 12 udvalgte projekter gik tre videre til finalen.

Foruden Vendsyssel Kunstmuseum, der var nomineret for projektet Alkymistens Laboratorium, talte finalisterne Nuuk Kunstmuseum og Forstadsmuseet, hvoraf sidstnævnte endeligt kunne kalde sig vinder af årets Formidlerpris.

- Det blev Forstadsmuseet, der velfortjent løb afsted med prisen for årets mest vellykkede formidlingsprojekt, men vi kan være super stolte af en placering i top 3.

- Det havde vi slet ikke turdet håbe på, og vi er både ydmyge og taknemmelige for anerkendelsen. Det er fantastisk at vise, at også landets mindre museer kan lykkes med at nå i mål med nytænkende formidlingsprojekter af høj kvalitet, understreger Kathrine Hejborg Kristensen, museumsinspektør og formidlingsansvarlig på Vendsyssel Kunstmuseum.

Alkymistens Laboratorium reflekterer over alkymistens samlinger og laboratorier i et magisk sanseligt univers, hvor børn og deres voksne inviteres til at gå på opdagelse, udforske og til selv at skabe.

Med inspiration i alkymien har billedkunstner Cecilia Westerberg (f. 1967) skabt en udstilling, hvor videnskab, kunst og magi blandes med fiktive fortællinger og reelle fakta.

Udstillingen er bygget op om fire rum, der afspejler alkymistens stræben efter at transformere lavere stående materialer til det ypperste: Guldet.

Formidlingsprojektet Alkymistens Laboratorium er et resultat af et samarbejde mellem de fire kunstmuseer: Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring, Skovgaard Museet i Viborg, Vejle Kunstmuseum og Willumsens Museum i Frederikssund.

Projektet blev igangsat på Vendsyssel Kunstmuseum i 2018 og har sidenhen turneret landet rundt.

Projektet er undervejs blevet fulgt tæt af forsker Louise Ejgod Hansen, Center for Kulturevaluering, AU.

I sin rapport fremhæver Ejgod Hansen, at projektet i særlig grad er lykkedes med at tilbyde en umiddelbar, engagerende oplevelse for børn, der appellerer til deres lyst til at involvere sig.

Hun fremhæver også, at projektet er unikt, idet det kombinerer forskellige vidensformer på en interessant og nyskabende måde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...