VRÅ: Det var først efter et langt arbejdsliv, at Kurt Thomsen begyndte at arbejde i guld og sølv. Han er oprindeligt uddannet som smed og maskinarbejder, og fik svendebrev i 1959. Efterfølgende har han i mange år været rejsemontør for Pedershåb Maskinfabrik – ofte med opgaver i Sydeuropa. Han har også sejlet som maskinist ved A.P. Møller, og efterfølgende har han arbejdet i mange år som værktøjsmager hos Novo Nordisk i Hjørring.

Det var da han sejlede og kom til George Town i Engelsk Guinea, at han begyndte at interessere sig for at lave smykke. Over alt i baggårde og gyder så man mænd sidde med meget enkelt værktøj og lave de flotteste ting op i kobber og messing. Det må jeg prøve engang, tænkte Kurt.

Da han stoppede på arbejdsmarkedet i 1997 meldte han sig til kurser på Guld – og sølvsmedeskolen i København, hvor han fulgte forskellige uge kurser i 1½ års tid – og det fangede ham i en grad, så han har haft det som hobby lige siden. Kurt arbejder altid i det sølv man kalder Sterling 925. Det betyder at 925 dele af 1000 er rent sølv. Det er især smykker til halskæder, ringe, armbånd og brocher han laver, og han laver også gerne bestillingsopgaver.

Man kan møde Kurt Thomsen og hans flotte ting i sølv i Mulighederne Huse – kunstudstillingen i Uhrenholdts gård søndag d. 3. marts.

LL

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...