VRÅ: Lions klubberne er kendt for at skabe aktivitet og lave indtægtsgivende arrangementer og events…for så bag efter at bruge pengene på at støtte humanitært arbejde lokalt, nationalt – og globalt, og forleden aften inviterede Lions i Vrå til uddelings seance i Idrætscenter Vendsyssel.

Niels Drivsholm fra Lions ledede uddelingen med sikker hånd, og et god håndfuld repræsentanter fra de udvalgte foreninger og organisationer var inviteret.

Det var der en grund til. De repræsenterede mange gode initiativer og tiltag, som Lions gerne vil støtte, og beløbsstørrelserne til de enkelte varierede fra 1000 kroner til 5000 kroner.

Lions havde i år valgt at betænke Lundgården, Vrå Beboer- og Erhvervsforening, Home-start familiekontakt, Cafe Tumling, Hundelev Seniorklub, Børglum Pensionistklub, Lions internationale mæslingeprojekt.

Og endelig valgte giverne i år at uddele en Lions Vrå-pris. Den gik til centerleder Alex Rasmussen.

Niels Drivsholm fortalte hvorfor:

- Alex har med en enestående indsats en stor del af æren for den positive udvikling af Idrætscenter Vendsyssel. Han er gået forrest – utrættelig – med nytænkning, engagement, og entusiasme – og han har altid arbejdet for at skabe sammenhæng og samarbejde mellem idrætscentret og byen – og sidst nu her også med den nye skole.

En ærefuld pris til Alex, og der var i flokken enighed om, at Lions her havde valgt helt rigtigt..

LL

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...