LØKKEN: Kultur Hus Løkken livestreamer igen et foredrag fra Århus Universitet til storskærm på lærerværelset på Løkken skole, Studievej 10. Det sker tirsdag den 31. marts kl. 18.45, og som altid er det gratis at deltage.

Tilten på denne aftens foredrag er ”Dybhavet – nyt fra en ukendt verden”

Forelæser: professor i biogeokemi Bo Barker Jørgensen, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet og professor i biogeokemi Ronnie N. Glud, Biologisk Institut, Syddansk Universitet og Tokyo University of Marine Science and Technology

Sprog: dansk

Forskere har fundet uventet liv på de største havdybder og dybt i havbunden. Hør om organismer der er tilpasset det ekstreme tryk. Og hør om bakterier i havbunden som har generationstider på tusinder af år og som er afgørende for livsforholdene på Jorden.

Dybhavet dækker mere end halvdelen af Jordens areal og det meste er uudforsket. Dels er det meget vanskeligt at fortage målinger og indsamle materiale på havets største dybder, dels har man tidligere fejlagtigt troet at processerne i dybhavet ikke er vigtige for livsforholdene på Jorden.

De dybeste dele af oceanerne, fra 6 til 11 kilometers havdybde, kaldes ’den hadale zone’ – efter dødsriget Hades. Zonen indbefatter bl.a. 27 enorme grave der strækker sig tusinder af kilometer langs kontinenternes, geologisk ustabile, rand – der hvor havbundsplader og kontinentalplader støder sammen.

Den nyeste forskning viser overraskende at disse grave er ”oaser” for livet i dybhavet. Omsætningen af organisk materiale er meget høj og man opdager hele tiden ukendte organismer der er tilpasset det ekstreme tryk i gravene. Ved hjælp af avancerede robotter med videnskabeligt udstyr, der kan operere under det ekstreme tryk, er forskerne nu ved at aflure dybhavets hemmeligheder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...