Årets badesæson åbnede med sol og travlhed på strandene.

Den kommende uge byder til gengæld på hård blæst, og det får livredderne til at advare både badegæster, SUP’ere, kajakroere, sejlere og andre, som bruger vandet.

Blæsten kan give revlehuller med kraftig understrøm ved vestvendte kyster, mens kraftig fralandsvind ved de østvendte kyster kan gøre det vanskeligt at komme tilbage til land.

- Er man ved vestvendte kyster er der risiko for revlehuller, som giver stærk understrøm. Der er store bølger, som kan være sjove at kaste sig ud i, men de er også meget kraftfulde og kan vælte dig omkuld, og strømmen kan trække dig med ud fra kysten. Hvis det sker, skal du ikke kæmpe imod, men forsøge at bevare roen. Søg derefter hurtigst muligt til siden, og svøm derefter ind mod land, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Man skal være meget påpasselig med at tage på vandet ved østvendte kyster i disse blæsende dage, fortæller Anders Myrhøj.

Rådet henvender sig særligt til de strandgæster, der medbringer oppustelige flydemidler, og betyder, at man skal lade gummibåde, luftmadrasser og andet oppusteligt udstyr blive på land. Surfere og kano- og kajakroere kan ligeledes blive udfordret af vinden. Ude på vandet er vinden ofte kraftigere end inde på land, og derfor er det – som altid – tilrådeligt at tage mindst to personer ud på vandet, så man kan hjælpe hinanden, hvis der opstår problemer.

Fra Søsportens Sikkerhedsråd lyder også en opfordring til sejlerne og andre, som bruger vandet, til at tage sine forholdsregler.

- Vinden vil være frisk til hård og med vindstød på op til 17 m/sek. Det er en udfordring for selv erfarne sejlere, og derfor bør man overveje, om man overhovedet behøver at sejle, hvis det er hårdt vejr, siger Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...