SFO-børns billeder hænger nu på Kreta - pris: To store kagemænd!

LØKKEN: Fire børn fra Løkken SFO har nu deres kunstværker hængende på en stuevæg på Kreta i Grækenland, fortæller Lars Westergaard som er pædagogisk leder på Løkken/Vrå og Tårs Skoler.

Forhistorien er, at Løkken SFO i foråret havde et kunstnerisk projektforløb som endte med at børnene udstillede deres billeder på biblioteket i Løkken.

- I sommerferien fik vi så en henvendelse fra Hanne Mølgaard. Hun er en Løkken-pige, opvokset på Vrenstedvej 7 i Løkken, men har været bosat i Grækenland i en menneskealder. Hun har dog hus på Søren Madsens Vej, hvor hun er nogle uger om sommeren, forklarer Lars Bo Westergaard.

Hanne Mølgaard havde været på biblioteket og havde spurgt nysgerrigt ind til kunstneren, da hun synes motiverne og farverne var så smukke, at hun gerne ville købe nogle malerier med hjem til Grækenland.

- Det endte med at vi fandt 4 børn der ville sælge billeder. Prisen blev to store kagemænd fra Super Brugsen Løkken som blev fortæret på første skoledag, fortæller Lars Bo Westergaard.

- Jeg er så glad for de usædvanligt flotte farver som billederne har, og jeg kan godt sige, at de er blevet beundret meget af vore gæster her, fortæller Hanne Mølgaard i telefonen fra Kreta.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...