Alle med interesse for byens ve og vel kan være med

LØKKEN: Inden så længe vil der blive sendt kontingentopkrævninger ud til medlemmer af Løkken.dk, og selv om at foreningen i år er svært udfordret med afholdelse af arrangementer, er det vigtigt at bakke op om en forening som løkken.dk. Foreningen er som bekendt en sammenslutning af de tre tidligere foreninger Løkken Handelsstandsforening, Løkken Turistforening og Markedsføringsgruppen.

Det skal understreges, at Løkken.dk også stadig er for de private, som gerne vil bakke op om turismen i Løkken. Derfor er der i alt fem kontingenttyper, som tager hensyn til forskellige interesser. Heraf to der er orienteret til private, samt et til erhverv som ikke er turistorienteret.

- Foreningen har til formål at samle handelsorienteret erhverv lige så vel turistorienteret erhverv og andre interesser, siger formanden Stefan Karlborg.

Han forklarer, at det er igennem løkken.dk at Løkken som by og område bliver markedsført både lokalt, regionalt, nationalt og internationalt.

Foruden markedsføring, afholder foreningen værdifulde netværksmøder for erhvervsmedlemmer.

- Derudover fylder aktivitetsniveauet meget hos både foreningen og turistbureauet. Det er igennem løkken.dk, der bliver arrangeret alt fra kræmmermarked til Sankt Hans aften, Løkken Molefestival mm.

- De arrangementer, der bliver afholdt, ville i øvrigt slet ikke kunne lade sig gøre uden alle de frivilliges hjælp, hvor lokale beboere bidrager til at få alt til gå op i en højere enhed, understreger turistbureauleder Amalie Andersen.

Gennem foreningen Løkken.dk er det Løkken Turistbureau, der koordinerer aktiviteterne, samt leverer turistservice for Løkkens mange gæster, styrer det administrative og er maskinrummet for al markedsføring.

Interesserede nye medlemmer kan kontakte Løkken Turistbureau.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...