Kirsten Olsen
Traditionen tro kommer Piraterne hjem til Løkken med slik i efterårsferien. Det er i år onsdag kl. 13. Arkivfoto

Rekordmange familieaktiviteter i efterårsferien

LØKKEN: Aldrig før har der været så mange familieaktiviteter i Løkken i efterårsferien som der bliver i uge 42 i år.

Bakket op af en række foreninger og erhvervsdrivende har Løkken.dk har lagt et program der starter søndag den 14. oktober og først slutter fredag den 19. oktober.

Der er daglige aktiviteter og mange af dem er gratis at deltage i. Se hele programmet med tidspunkter i avisen eller på Løkken.dks facebook og Løkken Turistbureau.

Og bare rolig! Piraterne vil traditionen tro tørne ud med LN 96 Marie og gøre deres bedste for at få kisten fyldt med slik. Det bliver delt gratis ud til alle børn som kommer til stranden for at tage imod onsdag den 17. oktober kl. 13.

Senere samme dag kl. 15 bliver der kastet 50 fodbolde ud på Torvet ved Restaurant Søborg.

Torsdag den 18. oktober bliver der æblemostpresning (se omtale i avisen) og senere kommer Vildmoseporten på besøg.

Der bliver i ugens løb By- og Klit- og Bunkervandringer med mødested ved Løkken Museum.

Der er en hjemsøgt labyrint og børnebowling i Action House. Opvisning med geder på Torvet ved Cirkusgården. Løkken.dk holder skattejagter. Skattekort kan afhentes på Turistbureauet i Jyllandsgade, og man kan lave sin egen slikkepind i Bolcheriet.

Mandag til onsdag er der hoppeborg på Torvet, og torsdag er der Store Hoppedag i Løkken Idrætscenter.

Alle dage kan man hygge sig og lave lækkerier over bål ved North Shore Surf på Sdr. Strandvej. På Børglum Kloster er der en skattejagt hvor man kan lede efter forheksede græskar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...