For andet år i træk er Løkken VVS Service & Mariegaard VVS ved installatør Peder Mariegaard, Vendelbogade 22 Løkken, kåret til Årets Håndværker i kategorien VVS´er med (0-1 ansatte).

I 2019 blev vinderne kåret ved et stor og flot Oskarfestlignende arrangement i Cirkusbygningen i København. Men på grund af coronasituationen foregik overrækkelsen noget mere stilfærdig i år.

Men det gør ikke den ærefulde titel som Årets Håndværker mindre. Direktør Peter Birkelund fra organisationen anmeld-haandvaerker.dk, dukkede nemlig op hjemme på adressen i Løkken for at overrække den fine bronzestatuette, der følger med hæderen. Så nu har Peder Mariegaard to statuetter til at stå på hylden.

Anmeld Håndværker.dk er en privat administreret smiley-ordning for landets håndværker-virksomheder. Over 6000 håndværkere i mange forskellige kategorier er tilmeldt ordningen som er baseret på en computeranmeldelse af kundens oplevelse af arbejdets udførelse på en række konkrete punkter.

- Målsætningen er, at man skal kunne vælge den rigtige håndværker første gang til opgaven, på baggrund af andre kunders erfaringer, fastslår Peter Birkelund.

- Og noget tyder på, at håndværkere i Nordjylland lever god service. Jeg skal til håndværkere i Sæby, Frederikshavn og Dronninglund og altså også i Løkken, fortæller han.

På anmeld håndværker.dk kan bygherre (firma eller privatperson) give håndværkere karakterer (smileys) og skrive om sin oplevelse af en byggeopgave.

Her er nogle udpluk af bemærkninger som kunder har skrevet om Løkken VVS Service & Mariegaard VVS, og det er vel at mærke ofte kunder fra andre dele af landet, som har fået udført arbejde på deres sommerhus uden nødvendigvis selv at have været til stede.

”Ubesværet og ligetil.....dejligt at der stadig findes den slags håndværkere.”

”Udskiftet vandvarmer ifølge tidligere givet tilbud.”

”Udskiftet vandvarmer i sommerhus til aftalt pris og tid.

Henvendte mig pr mail og fik hurtigt svar tilbage vedr. pris og tidspunkt for montering.”

”Mariegaard kom en halv time efter telefonopkald, for at se hvad der var sket.

Efterfølgende blev reparationen udført.”

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...