Fuldt hus ved Løkken.dk's netværksmøde i vinkælderen

LØKKEN: Der var mildest talt fuldt hus i ”vinkælderen” hos vinhandler Ole Madsen i Huset Banasik, da Løkken.dk holdt netværksmøde. Men der blev både hus- og hjerterum til alle.

Tovholder Helle Glyø og Løkken.dk fortæller, at omkring 45 deltagere fra mange forskellige firmaer og organisationer i Løkken var mødt op.

Niels Anton Rasmussen fra Bosætningsgruppen/Borgerforeningen fortalte kort om de tiltag, der laves for at byde tilflyttere til Løkken velkommen. Der er blandt andet lavet en velkomstfolder, der fortæller om området.

- Folderen er under opdatering, og der er ved at blive lavet et nyt oplag der blandt andet udleveres hos ejendomsmæglerne, sagde han.

Michaela Pavlikova fra Turismeudvikling i Hjørring Kommune præsenterede et Erhvervsnetværk Blokhus-Løkken. Det er et forløb over fire mødegange med opstart 6. december og frem til 3. april 2020. Emner som Det gode værtsskab, Samarbejde på tværs og ledelsesværktøjer kommer på programmet.

- Der er brug for mere samarbejde og også gerne mere info om hinanden, forklarede Michaela Pavlikova.

Netavisen Løkkennyheder.dk, der nu er en del af Løkken.dk, er nu i gang igen. På mødet var der forslag om, at der kan arbejdes med at etablere en bynær hundeskov i Løkken.

Der blev talt om juleudsmykning, og der blev lavet konkret aftale om, at Løkken.dk, og forretningerne i samarbejde vil forsøge at udvide juletræsudsmykningen i Løkken.

Det næste netværksmøde er torsdag 12. december kl.8 -9.30. Mødet holdes hos Kasper Brix og Bella Maass.

- Vi mødes ved cafeen North Shore Surf ved Fiskernes Hus på Sdr. Strandvej. Tag varmt tøj på. Dog bliver kaffen og rundstykkerne serveret på Havs.

På mødet er der besøg af konsulent Anders Høngaard fra SSP, der vil fortælle om et projekt for de unge i kommunen, som han gerne vil have vores hjælp til.

Allerede nu kan det oplyses, at der onsdag 12. februar er netværksmøde i Løkken Idræts Center med besøg af borgmester Arne Boelt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...