Havfruerne var vært ved festlig koncert

LØKKEN: Selv om vi i denne vinter ikke har set det mindste lille snefnug, så var ”Sneflokke kommer vrimlende” med i repertoiret, da Løkken kirkes Voksenkor underholdt ved Lions Havfruernesårlige Nytårskoncert i Sognegården i Løkken.

Voksenkoret var under ledelse af organist Søren Bundgaard, og ovennævnte titel var en af dem publikum nød at synge med på.

Løkken Hillbilly’s som er et nyt lokalt band opnåede lige fra start popularitet blandt publikum med sange, der bredte sig helt til bage fra USAs guldgravertid og til melodier fra Frelsens Hærs repertoire.

- Vi er ikke Johnny Cash. Vi er Løkken Hillbilly’s, og de gamle sange holder, lød det fra gruppen efterfølgende, og efter publikums reaktioner at dømme, så var de godkendte.

Gruppen består af Anders Barfoed, Kjeld Pedersen, Charlie Pedersen samt korgruppen Kirsten Søndergaard, Tina Egebak og Lone Kirkebak.

Efter pausen var der genhør med Brønderslev Harmoniorkester, som især vandt publikums hjerter med at spille Løkken Valsen, som der også blev sunget med på.

Løkken Sognegård var fyldt til koncerten, og Havfrue Jette Nielsen bød velkommen. Hun fortalte, at overskuddet fra koncerten skal gå til en ny bænk ved Løkken Redningshus, samt et foredrag for udskolingsklasserne i områdets skoler. Det er med Silas Holst omkring mobning og holdes senere i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...