I denne uge starter et filmhold med optagelser i Løkken og Bindslev

LØKKEN/BINDSLEV: Endnu engang er Hjørring Kommune kulisse i en stor fiktionsserie på TV 2.

I den nye krimiserie “DNA” med Anders W. Berthelsen i hovedrollen foregår væsentlige dele af handlingen i Nordjylland med udgangspunkt i Hjørring.

- Det er desuden vores indtryk at filmholdene er rigtig glade for at komme her, fordi det er så let at få hjælp med tilladelser og kontakter og lokalbefolkningen er utroligt imødekommende. Og så giver det en helt særlig stolthed, når man ser sin egen egn og steder man kender rigtig godt på landsdækkende tv, siger Sven Bertelsen, som er Hjørring Kommunes politiske repræsentant i Den Vestdanske Filmpulje.

Den nye krimiserie “DNA” handler om Rolf Larsen, spillet af Anders W. Berthelsen, der engang var en respekteret efterforsker ved Københavns Politi. Han har mistet sin datter i en tragisk ulykke og knust af sorg, skyld og spirende vanvid har han mistet grebet om sit liv. Pludselig bringer afsløringen af en systemfejl i politiets DNA-register overraskende spor frem i lyset. De nye oplysninger nærer et spinkelt håb hos Rolf Larsen om, at datteren stadig lever, og en desperat og uautoriseret efterforskning leder ham på sporet af en sag om ”trafficking”.

For manuskriptet står Torleif Hoppe, der tidligere har været manuskriptforfatter på afsnit af tv-serierne ’Forbrydelsen’, ’Den som dræber’ og ’Nikolaj og Julie’. TV2 forventer, at den nye serie får premiere til efteråret.

- Det er dejligt når både film- og tv-producenter får øje på Nordjylland og især vores kommune. Det er vigtigt element for os at bidrage til et mere nuanceret billede af Danmark og vores kommune har mange lokationer, som fungerer perfekt på tv og film, siger Sven Bertelsen.

To julekalendere og en julefilm er over de seneste år optaget i og omkring Hjørring: Ludvig og julemanden, Tvillingerne og julemanden “Emma og Julemanden”. Dertil kommer spillefilmene “Klumpfisken” og “Rosita”, som udelukkende foregår i Hirtshals.

Allerede i denne uge er filmholdet ude på optagelser i både Løkken og Bindslev.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...