Strandene ved Lønstrup og Nr. Lyngby er blevet renere efter weekend-aktion

LØKKEN: Initiativtageren til Race for Oceans, Signe Simonsen, arrangerede i weekenden strandrensninger i Lønstrup og Nr. Lyngby. Det skete i samarbejde med Giving Back fra Hjørring og Løkken-virksomhederne Vestevent, Huset Havs og North Shore Surf i forbindelse med World Cleanup Day 2019.

Resultatet blev, at i Lønstrup samlede de ca. 20 deltagende personer i alt 350 kg. affald op.

I Nr. Lyngby deltog ca. 50 personer og de samlede ca. 250 kg. affald.

For dem, som kan lide at løbe, var der lejlighed til at prøve kræfter med konceptet ”Plogging”, der i al sin enkelthed går ud på, at samle plastik op samtidig med at man løber. Her var der mulighed for at løbe sammen med Signe Simonsen.

World Cleanup Day er et internationalt projekt, oprindeligt startet i Estland og har nu spredt sig til hele verden. Formålet er at engagere 5% af verdens befolkning til, at skabe en bedre fremtid, gennem affaldsindsamling og formidling af viden omkring affaldssortering mm.

Signe Simonsen og Race for Oceans var forbi Løkken i august. Formålet med det hele er at skabe fokus på den stigende plastikforurening i havene omkring os.

Race for Oceans kommer igen i dagene 31. juli - 9. august 2020. Eventen understøtter FN’s Verdensmål 14 - Livet i havet. Læs mere om Race for Oceans på www.raceforoceans.org.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...