Arkivfoto: Bente Poder

Vendelbo vandt en million kr., selv om han havde nul rigtige - nu køber han en Harley

HJØRRING: En mand i 40’erne fra Hjørring Kommune vandt en million kroner på Lottos Millionærgaranti, hvor man bliver millionær - selv om man har nul rigtige.

Manden opdagede først sin nye status som millionær, da han blev ringet op af Danske Spil.

Normalt får vinderne direkte besked i deres indbakke, men han havde glemt at opdatere sin mail.

- Overvældende

- Jeg var ude at køre, da de ringede. Da jeg havde fået beskeden, måtte jeg lige holde ind til siden i et par minutter og tage nogle dybe indåndinger. Det var fuldstændig overvældende. Jeg har aldrig haft gåsehud så længe ad gangen, fortæller vinderen i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Han ønsker at være anonym.

Manden ringede straks til sin kone og bad hende sætte sig ned, inden han fortalte de gode nyheder.

- Hun er vant til, at jeg tager gas på hende, så det tog noget tid, før jeg havde fået hende overbevist om, at det var rigtigt. Og så var hun ved at falde ned ad stolen.

Kaffe og kage og tømrer-fri

Den nybagte Lotto-millionær måtte sande, at hans koncentration var røget for den dag, så han tog resten af dagen fri.

- Jeg arbejder som tømrer og stod og skulle udregne vigtige mål osv. Jeg kunne slet ikke samle mig, så for alles skyld var det bedre, at jeg tog hjem, siger han og tilføjer:

- Jeg ringede til min kone og sagde, at jeg købte kage med hjem til kaffen.

Spillede for op mod 74.000 kr.

Manden har spillet Lotto i op mod 22 år med de samme to kuponer.

Han har regnet ud, at han har brugt mellem 72.000-74.000 kroner på Lotto.

- Det lyder jo af meget. Men når alt kommer til alt, så har det jo været en god forretning, siger han med et grin.

Når man vinder i Millionærgarantien går pengene typisk ind på kontoen efter et par dage. Og det kan være en speciel oplevelse at se alle de nuller, når man sidder og kigger i Netbank.

- Det er jo helt vildt at sidde og se på. Heldigvis var der for en gangs skyld et lille plus på kontoen, så man kunne føle sig som en rigtig millionær. Vi har aldrig væltet os i penge, så det her er virkelig stort, fortæller den glade vinder.

Vil købe Harley Davidson

Parret har allerede udryddet forskellige små-lån og har på den måde sparet en masse penge på fremtidige renteudgifter. Derudover giver pengene manden mulighed for at opnå en gammel drøm.

- Motorcykler er min store passion. Jeg har altid drømt om, at få råd til en Harley Davidson og havde da tænkt, at jeg skulle begynde at spare op til den snart. Så det kan jeg springe helt over nu. Og den bliver nok også lidt nyere og lidt dyrere end det, jeg oprindelig havde tænkt, tilføjer han.

Manden forklarer, at han nok også må tilgodese konen, som får lov at udskifte sin bil.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...