Nordjyske Bank i samarbejde med Privatsikring

KOMMUNEN: Privatsikring ansætter lokale assurandører, der skal være fast tilknyttet Nordjyske Banks filialnet, hvor de vil rådgive private bankkunder og små virksomheder.

Det sker som led i at styrke tilstedeværelsen i Nord- og Vestjylland og bygge videre på de gode resultater, som Privatsikring og de to banker har skabt, siden samarbejdet blev indledt i 2001.

- Bankerne er nu vores andenstørste samarbejdspartner målt i portefølje størrelse, og kunderne hos Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank er glade for vores produkter, siger Helle Kjærgaard, CEO i Privatsikring.

- Vi har derfor valgt at ændre samarbejdsmodellen for markedet i Nord-og Vestjylland og bygge videre på en gennemprøvet salgsstrategi, som kan inspirere vores aktiviteter i hele landet. Jeg er glad for, at vi ved at ansætte dedikerede assurandører både kan støtte bankernes strategisk ambition om at skabe stærke tilbud i alle afdelinger og samtidig imødekomme bankernes ønske om lokal forankring gennem faste rådgivere, siger hun.

Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank lancerede for nylig strategien ’Én bank’, hvor den organiske vækststrategi med rødder i den nordjyske og midt- og vestjyske region er et helt centralt element.

En del af strategien indebærer, at kunder altid har adgang til den absolut bedste rådgivning, når der skal træffes vigtige beslutninger, som påvirker privatøkonomien, fx ved bolighandler, bilkøb og familieforøgelse.

Som supplement til et godt samarbejde med banken spiller forsikring også en afgørende rolle i netop de situationer.

- Det kan være en udfordring at opretholde stærke faglige miljøer af en vis størrelse – både for kundernes og medarbejdernes skyld – og derfor er jeg glad for, at vi nu kan udvide samarbejdet med Privatsikring. Vores kundeundersøgelser viser, at nærvær vægtes højt, og derfor skal vi være tilgængelige som kundens professionelle og nærværende sparringspartner på alle områder, siger bankdirektør Claus Andersen fra Nordjyske Bank.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...