Glidende formandsskifte aftalt ved konstitueringen i foråret

LØKKEN: Løkken Museumsforening har haft et stille og glidende formandsskifte. I foråret meddelte formanden Inge Nørgaard, at hun ønskede afløsning. Derfor blev det under konstitueringen besluttet, at hun og næstformand Søren Jensen byttede plads i bestyrelsen.

Inge Nørgaard trådte tilbage efter at have været formand siden 2002, men er således stadig aktiv i foreningens bestyrelse.

Det er overhovedet ikke noget nyt for Søren Jensen at beskæftige sig med Løkken Museum. Allerede i 1993 blev han, under et sabbatår i sin uddannelse, tilknyttet museet og Lokalhistorisk Arkiv i et beskæftigelsesprojekt. I 1999 blev han valgt til bestyrelsessuppleant og i 2001 trådte han aktivt ind i bestyrelsen.

- Jeg finder det meget interessant at beskæftige mig med at formidle Løkkens historie, og ikke mindst at tage vare på de historiske effekter, som vi får foræret af Løkkenborgerne, fastslår Søren Jensen.

- Der er ikke nogen store ændringer i støbeskeen fra min side. Vi vil fortsætte det gode samarbejde, vi har med andre foreninger og institutioner i Løkken.

- Vi mærker også stor interesse for museet. Hver sommer er der mange turister som besøger os. Og ikke mindst "gamle" Løkkenbørn, som er fraflyttet, men som kigger ind i Johanne Grønbecks Hus, når de er i Løkken, fortæller han.

Den nye formand fortæller, at der blev lavet en del renoverings- og vedligeholdelsesarbejder bygningen i Nørregade 12 i foråret.

Der er kommet nyt tag på baghuset. Arbejdet blev udført af tømrerfirmaet Bundgaard. Bagmuren i baghuset er taget ned og genopført. Det er udført af Børglum Byg. Museet blev også kalket, og forskallingerne på taget er malet op. Dette arbejde er også udført at Børglum Byg.

Derudover er ankeret i haven blevet malet, og Tjærepladsen blev repareret og kalket.

Udstillingen med gamle fiskeredskaber i baghuset er også blevet fornyet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...