Gammel Løkkenejendom moderniseres og bygges om

LØKKEN: Der er rigtig mange ejendomme i Løkken, som for tiden skifter ejer og bliver renoveret. Det gælder nu også den store ejendom fra 1934 på hjørnet af Nørregade 8/Vendelbogade 2, som har været ejet af advokat Hans Chr. Ledet i en længere årrække. Den er nu solgt til tømrermestrene Brødrene Sindt ApS.

Bag virksomheden står brødrene Morten og Jan Sindt Andersen fra henholdsvis Løkken og Rubjerg og de har værksted i Vennebjerg.

Den store hjørneejendom rummer lige nu 3 lejligheder og en butik.

Brødrene Sindt planlægger at lave to attraktive lejligheder mere og butikken, hvor Den lille Ravbutik har til huse, bliver moderniseret.

Det røde baghus, hvor Løkken MinIbyggerlaug tidligere havde værksted, hører til ejendommen, og den vil også senere få en ny anvendelse.

De nye lejligheder bliver enten til leje eller kan sælges som ejerlejligheder.

- Under alle omstændigheder bliver det moderne lejligheder med stor kvist med havkig og sydvendt altan, fortæller Jan og Morten Sindt, som er gået i gang med at rydde gammelt inventar ud.

De nye lejligheder er lige hvad Motivationsgruppen for Boligudvikling i Løkken ønsker sig.

- Vi lægger vægt på at skaffe attraktive lejligheder i bykernen, så dette projekt er perfekt. Der er en del tilflyttere, som gerne vil have en lejlighed i bymidten, udtaler Niels Anton Rasmussen for projektgruppen, begejstret.

Hele huset vil, hen over det næste års tid, blive renoveret. Der kommer senere nyt tag, vinduer og døre.

- Det bliver i Løkkenstil. Huset bliver fortsat gult og med rødt tag og med dannebrogsvinduer. Der bliver også etableret parkeringspladser, fastslår de to ejere.

- Vi tror på, at det bliver godt. Huset trænger til en omgang, og vi har ekspertisen til at få det sat i stand, siger de.

Brødrene Sindt er en lokal mindre virksomhed med mange års erfaring i tømrerfaget. De startede selvstændig virksomhed 2012 og udfører tømrer- og tagarbejde i hele Nordjylland.

Virksomheden har udført en del nybyggeri for firmaet Huscompagniet i Aalborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...