LØKKEN: I anledning af en forestående begivenhed har viceoldermand for Folketingets Øl Laug, ølentusiast og mf. Rasmus Prehn valgt at få brygget et par nye valgøl på Løkken Bryghus. De blev for nylig præsenteret for et begejstret publikum ved en sammenkomst i Bryggerstuen på Løkken Bryghus.

- Løkken Bryghus brygger noget supergodt øl. Det vil jeg gerne vil være med til at brande og fortælle en historie om. Derfor har jeg fået brygget en god pilsner ”Røde Rasmus” og en porter der tvinger smilet frem hos selv den mest indebrændte surule. Porteren hedder ”Prehns Porterland”, fortalte Rasmus Prehn ved præsentationen af de nye øl.

Arrangementet blev et sandt tilløbsstykke, og der var udover de mange lokale gæster fra Løkken også tilrejsende fra Hjørring, Aalborg, Thisted i den lavloftede Bryggerstue på Vrenstedvej.

- Når jeg har valgt at få brygget valgøl er det naturligvis først og fremmest, fordi jeg er ølentusiast og elsker øl. Men det er også fordi jeg mener, vi har brug for mere fællesskab, sammenhold og samtale med hinanden. Til det brug er Bryggerstuen er et godt kulturelt samlingssted til fælles hygge, fastslår Rasmus Prehn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...