Mere aktivitet i Bryggerstuen

LØKKEN: Bryggeriforening i Danmark fortæller med stolthed i en pressemeddelelse, at der nu er over 200 bryggerier i Danmark, mod kun 12 ved årtusindeskriftet. Løkken Bryghus er et af de bryggerier, der tæller med i den statistik.

Her i det nye år har direktør og brygmester Niels Thomsen budt velkommen til en ny medarbejder. Det er Kent Boalth, som har solid erfaring fra Thisted Bryghus, Berentsens Bryghus i Norge og Frederikshavn Bryghus.

Sidste år udvidede Løkken Bryghus med nye og større øltanke og Bryggerstuen. Det er blandt andet planen, at Kent Boalth, som eventmager, skal være med til at synliggøre Bryggerstuen og dens muligheder.

- Vi vil gerne gøre Bryggerstuen til et samlingssted med nogle arrangementer hele året. De lokale skal føle, at Løkken Bryghus er deres sted, siger han.

Desuden skal den nye medarbejder udvikle brandet ’Bryggeriet Vestkysten’, som Løkken Bryghus arbejdet på i længere tid.

- Vi præsenterer ”Bryggeriet Vestkysten” d. 23.- 25. maj på årets Ølfestival i København. Festivalen har over 12.000 besøgende i løbet af de tre dage.

- ”Bryggeriet Vestkysten” bliver lanceret i tre varianter. De relaterer sig alle til de kystaktiviteter, som surfermiljøet skaber både her i Løkken og andre steder i Jylland. Brandet bliver markedsført fra Skagen til Blåvandshuk.

- Niels og jeg ser, at kystmiljøet har vendt sig til en blomstrende udvikling i stedet for afvikling. Friskoler er opstået, hvor gamle skoler er nedlagt, og folk flytter til. Huspriserne er i stigning. Danskerne sætter pris på kvalitet, og så nyder vi gerne et par øl i vandkanten på en sommerdag.

- Vi vil kort sagt fortælle alle de gode historier, siger den nye eventmager på Løkken Bryghus.

Alle de nye tiltag kan følges både på Facebook og på Instagram. Løkken Bryghus går bestemt en spændende tid i møde henover foråret og sommeren.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...