Vendsyssel Historiske Museum har været i Løkken for at sætte et formidlingsskilt på bunkeren der ligger i Vendsyssel Plantage.

Museet deltager i et forsknings – og formidlingsprojekt omkring Atlantvolden i Nordjylland finansieret af Velux-fonden og i samarbejde med Museum Thy, Nordjyllands Kystmuseum og Aalborg Universitet.

En del af formidlingen omhandler bl.a. opstilling af små infotavler i A3-størrelse ved udvalgte bunkere i Nordjylland (ca. 20 stk.), som er velbevarede og fortæller nogle gode historier.

En af disse bunkere er panserværnskanonbunkeren i Vendsyssel Plantage.

Skiltet fortæller på dansk og engelsk at bunkeren er af typen Regelbau 631 og blev støbt i 1943.

Besættelsesmagten gjorde Løkken til en lille fæstning, ”Infanteristøttepunkt Løkken”. Fra Løkken var der gode vejforbindelser ind i baglandet, og tyskerne mente derfor, at faren for en landgang ved Løkken var særlig stor, står der blandt andet på skiltet.

Løkken Borger og Haandværkerforening, som ejer plantagen, har nikket ja til, at der opsættes en infotavle, som fortæller om denne bunker, og hvordan den indgår i det store tyske forsvarsanlæg Atlantvolden.

Interesserede kan i øvrigt læse om de mange bunkers ved Løkken i Knud Prebensens bog ”Løkken og Krigen”

Billederne viser da museet var i Løkken og satte et formidlingsskilt på bunkeren i Vendsyssel Plantage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...