HUNDELEV: Traditionen tro indleder Hundelev Beboerforening det nye år med en Nytårskoncert og denne gang er der arrangeret koncert med Vendsyssel Symfoniorkester.

Nytårskoncerten bliver afholdt fredag d. 11. januar 2018, kl. 18.30 i Kultur- og Idrætscenteret for Hundelev og Omegn og der er stadig ledige billetter, som kan købes i Dagli´ Brugsen i Hundelev.

Oprindeligt var Vendsyssel Symfoniorkester en fast del af nytårskoncerten i Hundelev, men i de sidste år har Beboerforening også prøvet andre, mere folkelige artister, som Kim Sjøgren and The Mermaid Trio, Helge Engelbrecht & Neighbours, Mac Guinness, Tørfisk og De gyldne Løver.

Vendsyssel Symfoniorkester har 35 medlemmer som alle er amatørmusikere. Orkesteret arbejder sammen med skiftende dirigenter, for at sikre sig friske pust og ny inspiration. Symfoniorkester har et meget bredt repertoire med hovedvægten lagt på lettere klassiske værker. Koncertmester, Niels Bjerre har stor erfaring og underviser på musikskoler og assisterer flere landsdeles symfoniorkestre.

Ligesom tidligere år bliver festmiddagen tilberedt og serveret af madlavningsholdet ”Uffe´s Drenge” under kyndig vejledning kok Uffe Nielsen som er kendt fra ”Den Gamle Smedie” ved Børglum Kloster og restaurant ”Hos Uffe” ved Vendsyssel Teater.

Hundelev Beboerforenings bestyrelsesmedlemmer og byens indbyggere får sammen skabt et aktivt landsbymiljø, hvor der jævnligt er arrangementer for både børn og voksne.

I september måned blev der afholdt ”Gin & Tapas”. En festlig aften, hvor gæsterne fik prøvesmagt mange nye gintyper. På arbejdsdagen i november måned hjalp mange af byens beboere med at forskønne byen med nye bede, som er flot afgrænset store jernringe. Børn og forældre hjalp hinanden med at plante 500 påskeliljeløg som er doneret af Hjørring Kommune.

Der kan allerede nu sættes kryds i kalenderen d. 13. april 2019, hvor Version 1.0 spiller til den årlige forårsfest, som altid har været et stort tilløbsstykke. Det er hyggelig aften, hvor man har lejlighed til at mødes med nye og gamle venner og få snakket med dem, man ikke ser i hverdagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...