Vrejlev Kloster inviterer til jagtridning med 20-30 ryttere lørdag 20. oktober

VREJLEV: Lørdag 20. oktober, fra klokken 10.30, bliver rævene jaget vildt ved Vrejlev Kloster. Men de røde pelse kan tage det helt rolig, for det drejer sig om rævehaler på skuldrene af de to forreste jagtryttere, der fører an når Jydsk Jagtrideklub afholder jagt til hest i skov og på marker ved Vrejlev Kloster.

Klokken 10.30 gjalder jagthornene ved Vrejlev Kloster, og herefter går det over stok og sten, når jagtfeltet skal forcere omkring 40 forhindringer på turen rundt i den skønne natur, som familien Holst beredvilligt har givet lov til at ride i.

- Vi er glade for, at få lov til at ride i det dejlige terræn ved Vrejlev. Naturen er helt speciel her i det nordjyske og det kører vi gerne efter, fortæller bestyrelsesmedlem og jagtlægger Jørgen O. Larsen fra Jydsk Jagtrideklub.

Til jagtridningen ved Vrejlev kloster deltager mellem 20 og 30 heste og ryttere, der kommer fra hele Jylland, og hver 14. dag mødes de, nyder naturen, det glade selskab og hestene.

- I jagtridningen holder vi de gamle ridetraditioner i hævd, nyder naturen, selskabet og hestene, som er fantastiske når de får lov til at arbejde i flok, fortæller den erfarne jagtrytter Jørgen O. Larsen, der indbyder både publikum og ryttere til at komme ud i naturen, hvor de kan se og eventuelt ride en jagt.

- Jagtridning ser vildt ud for publikum, men når man rider hesten, mærker man tydeligt glæden ved at træne i naturen, og det giver mod til at ride på de faste forhindringer, forklarer Jørgen O. Larsen.

Han opfordrer alle interesserede til at lægge skovturen forbi Vrejlev Kloster lørdag d20. oktober, hvor røde ryttere og herlige heste spreder stemning og godt humør i skoven.

Publikum har altid god mulighed for at følge jagten og se de fleste spring, når Jydsk Jagtrideklub afholder jagter. Er man som rytter interesseret i at snuse til den mest naturlige disciplin i ridesporten: Jagtridning, har Jydsk Jagtrideklub mentorer over hele landet, som rider ture og deler erfaringer ud om jagter og aktiv ridesport i naturen. Se evt. mere på www.jydskjagtrideklub.dk

Jagten fra Vrejlev Kloster starter lørdag 20. oktober klokken 10.30 hvor publikum også samles og tager udgangspunkt fra. Alle interesserede er velkommen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...