KOMMUNEN: Nord Energi Fibernet sætter endnu en tyk streg under, at man gerne går forrest, når det handler om fibersamarbejder.

Senest har Nord Energi Fibernet indgået en aftale med den ambitiøse internetudbyder BOLIG∙NET, som får adgang til at tilbyde internetløsninger på Nord Energis fibernet.

BOLIG∙NET har indtil nu primært haft fokus på Sjælland, hvor virksomheden leverer internetløsninger til både boligforeninger og private husstande.

Virksomheden, med ambitioner om at blive landsdækkende, har nu blikket rettet mod Jylland og indgik for nylig en samarbejdsaftale med Norlys.

Nu ser BOLIG∙NET frem til at konkurrere om de flere end 120.000 potentielle fiberkunder i Nord Energis område.

- Tendensen på bredbåndsmarkedet går mod enkle og overskuelige produkter, høje hastigheder og god kundeservice - og det er områder, som vi er stærke på. Vi leverer lynhurtigt internet til en særdeles attraktiv pris uden at gå på kompromis med hverken kvalitet eller forventninger hos kunderne. På Nord Energis fibernet får vi stillet en unik platform til rådighed, og så er det op til os selv at overbevise kunderne om, at de skal vælge vores internetprodukt.

- Det er en opgave, som vi glæder os til – og går på med masser af engagement, udtaler Anders Kjærgaard Jørgensen, som er direktør i BOLIG∙NET.

Nord Energi har åbnet sit fibernet for leverandører af både tv- og internet produkter, som har fået adgang til at tilbyde deres højhastighedsprodukter til de nordjyske kunder.

Det giver et stort udvalg af kvalitetsprodukter, så når BOLIG∙NET får adgang til fibernettet, så kommer det forbrugerne til gode. Nord Energis fibernet er allerede nu åbnet med mere end en aktiv udbyder og flere er på vej.

Det glæder Christian Frost Lauritsen, som er direktør i Nord Energi Fibernet:

- Vi er meget tilfredse med, at BOLIG∙NET også vil deltage i vores fibersamarbejde. BOLIG∙NET har en spændende profil, og vil kunne supplere det indhold, som vores fiberkunder i forvejen har adgang til, siger Christian Frost Lauritsen.

Han fortæller også, at det er en velvalgt strategi at være aktive, når det handler om fibersamarbejder i Nordjylland.

- Vores mange andelshavere bor i et af landets lidt tyndere befolkede områder, og strategien fra vores repræsentantskab har siden begyndelse været at alle skal have adgang til et fibernet med et stort udvalg af internet- og tv-produkter, som ikke findes mage til mange andre steder i landet.

- Det er bestemt ikke manglen på adgang til lynhurtigt internet med relevant indhold som skal afgøre, hvorvidt det er attraktivt at bo og arbejde i Nordjylland, understreger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...