LØKKEN: Påskens kunstudstilling på Børglum Kloster ved Per Arnoldi blev ikke til noget i første omgang på grund af samfundssituationen med corona-virus. Alligevel satte kunstneren sin udstilling op, så alt kunne være klar til der igen kunne åbnes for besøgende.

Og det er nu.

- Vi har igen åbent på Børglum Kloster alle ugens dage kl. 10-17 til og med 18. oktober.

- Vi har lavet sikkerhedsforanstaltninger med håndsprit og skiltning så klosteret nu igen kan åbne for turister, meddeler marketingschef på Børglum Kloster Benedicte I. F. von S. Løvendahl Rottbøll som også er historiker og kulturarvsformidler.

”Fra Arnoldis atelier” er titlen på den nye kunstudstilling.

Per Arnoldi har været rundt i de yderste hjørner i sit lange liv og sit store værksted i Raadvad for at finde værker, der kunne give et rigt billede af hans rastløse virksomhed, spredt over mange genrer: Malerier, skulpturer, tegninger, grafik, plakater, porcelæn, keramik, scenografi, farvesætninger… men også bøger, foredrag, journalistik, debat, optræden med egen Jazztrio samt radio og TV.

- Vi viser malerier helt tilbage fra 1959 til spritnye værker fra værkstedet 2020.

Arnoldi har arbejdet i over 28 lande og udstillingen vil i fotos dokumentere flere af de fjerne indsatser i både Japan, USA og Europa.

Skulpturerne omfatter både ældre udkast og hans helt nye projekter til nationale monumenter, som f.eks. mindesmærket for de faldne krigssejlere i WW2, som Dronningen afslørede september 2017 i Mindelunden i Ryvangen ved København.

- Således prøver udstillingen at komme godt ” ud i krogene”…selvom det med så omfattende et værk næsten er en uendelig opgave.

Tusinder og atter tusinder af eksempler på hans kunst er spredt vidt ud i verden. Alene de over 600 internationale plakatopgaver, hver trykt i store oplag, har udbredt kendskabet til hans særlige meget klare og moderne stil.

Ved besøg på Børglum Kloster har man samtidigt mulighed for at se mere end 15 forskellige udstillinger om kunst og historie for både børn og voksne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...