LØKKEN: Trænger dit firma til en genopfriskning eller måske et helt nyt look og identitets design, som f.eks. visuel identitet, logo, visitkort, flyer, plakater, hjemmeside etc.? Så tænk ikke for længe og kontakt Bella Maass. Hun er klar til en god snak om forskellige muligheder. Hun har nemlig besluttet sig for at starte sit eget firma som grafisk designer i Løkken.

Bella Maass bosatte sig i Løkken i 2016, sammen med sin mand Kasper Brix. Oprindeligt er hun fra Hamborg, hvor hun har afsluttet sit studie som Grafisk Designer i 2008.

Efter hendes første uddannelse og en fuldtidsstilling som junior Grafisk Designer hos et kommunikationsfirma, tog hun beslutningen om at supplere med uddannelsen som Multimedia Designer i kommunikation i København.

I de år, hun siden har boet i Danmark, har hun arbejdet på en række forskellige projekter, fra diverse tryksager til webdesign, identitetsdesign, og sociale medier.

- Efter både et arbejde hos Lønstrup Turistbureauet og som hobby freelancer i grafisk design, har jeg nu mod på og stor lyst til at gå min egen vej som selvstændig mediegrafiker. Jeg tror, at jeg nu har lært byen og mennesker lidt at kende, og vil derfor forsøge at følge min drøm - at hjælpe iværksættere og andre med at skabe et professionelt udtryk igennem design, både tryk og online, og alt fra småting til de store sager, fortæller Isabel Maass, som hendes rigtige navn er, selv om hun i daglig tale hedder Bella, og har givet sit firma det navn.

Bella Maass har bl.a. designet plakaten til Molefestivalen i september 2018.

- Jeg blev spurgt om jeg havde lyst til at lave plakaten med frit løb hvad angår designet. Det så jeg som en rigtig fin mulighed for at gøre lidt opmærksom på mig og min profession i Løkkenområdet. Jeg håber, at blive "byens mediegrafiker, slutter Isabel Maass.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...