”Er der nogen bestemte dage, at du handler med fisk i Løkken? Og er det alt muligt forskelligt du fanger?”

”Nogen der kan sige noget om hvornår der landes rødspætter?”

”Er I på havet i disse dage og er det muligt, at I har krabbeklør med ind?”

Der kommer masser af spørgsmål på HG440 Grete Cecilias facebook side og fisker Henrik Nielsen kan sjældent svare konkret, for alt afhænger af vejr og vind og strøm.

- Det er jo ikke et 7-16 job, og det er meget forskelligt, hvad man får i nettet, siger han.

Men når han er i land og står med fangsten i Fiskernes Hus på Sdr. Strandvej, vil han i al fald gerne gøre opmærksom på, at lige nu er der frisk fisk til salg. Derfor har han fået fremstillet en plakat til at sætte ud foran, så de der kommer forbi kan se, at der er frisk fisk.

Henrik Nielsen har fået trykt 100 plakater, hvoraf han har doneret et antal til Løkken.dk. De kan lige nu købes på Løkken Turistbureau.

Plakaten er tegnet af grafiker Bella Mass, Løkken.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...