VRÅ: Menighedsrådet for Vrå og Em kirker starter på det nye års aktiviteter, og har til Vrå Avis sendt følgende meddelelse:

Nytårsdag tog vi afsked i Vrå og Em kirker med Kristian Brogaard, der har fået fast stilling i Brønderslev og Serritslev. I hans sted er Mogens Lindhardt Pedersen konstitueret sognepræst, så de kirkelige aktiviteter kan fortsætte som planlagt.

Torsdag den 10. januar er der Gud og Guf, som vi tidligere har haft. Det er en kort gudstjeneste for børnefamilier i Vrå kirke kl. 17, og derefter følges vi ad i sognegården og hygger os om et let måltid, så de små poder kan komme rettidigt hjem i seng. Vi håber, budskabet vil spredes, så der møder mange op, og de dermed slipper for madlavningen den aften. Tilmelding er ikke nødvendig.

Dagen efter, nemlig fredag den 11. kl. 14.00 synger vi sammen i sognegården med Lis Madsen fra Tornby. Det er menighedsrådene, der arrangerer det sammen med Veteranklubben og Mandagscafeen. Her beder vi om tilmelding senest dagen før på hgdybro@gmail.com eller tlf. Kaffen koster 25 kr.

Vi vil også fortsætte traditionen med morgensang i Vrå sognegård. Det er fastsat til onsdag den 16. januar kl. 10.00. Vi drikker kaffe, synger nogle salmer og diskuterer søndagens tekst. Her møder man bare op uden tilmelding.

Hermed ønsker menighedsrådene godt nytår og velkommen til Mogens Lindhardt Pedersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...