Hejsevognen skal bruges, når huse har brug for større reparationer, så de kan løftes op i en passende arbejdshøjde

LØKKEN: Selv om husene i Løkken Miniby er en model af Løkkens små huse fra omkring år 1900 og lavet i målestok 1:10, ja så er de tunge. De vejer nemt 200 kg. og den hidtil største model, nemlig Pakhuset vejer 1700 kg.

- Vi har derfor længe ønsket os en mulighed for at kunne løfte husene ude i udstillingen i Vendsyssel Plantage og for at kunne flytte et hus fra værkstedet til udstillingen, fortæller oldermand Børge Drivsholm.

Med inspiration fra blandt andet Sæby Miniby blev der udarbejdet et projekt, og man fik pristilbud fra et smedeværksted.

Løkken Miniby sendte derpå en ansøgning til SE Vækstpulje Nord, som i november 2019 bevilgede det ansøgte beløb.

Vrå Varmesmedie stillede velvilligt værksted til rådighed for smed Bent Johansen, som har lavet vognen.

- Vi har allerede haft den i brug med succes, siger oldermanden.

Hejsevognen skal bruges, når huse har brug for større reparationer, så de kan løftes op i en passende arbejdshøjde. Hejsevognen er også konstrueret sådan, at den så og sige kan skræve over en trailer, så det er muligt at løfte et hus enten af eller på traileren.

- Vi har så mulighed for at klare transporten enten tilbage til værkstedet med et hus til reparation eller den anden vej ud til udstillingen, slutter Børge Drivsholm.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...